Jeg er helt og aldeles uegnet som prinsesse! Både de moderne, diplomatisk konverserende og de traditionelt dekorative. Har vidst det længe, men har for nyligt opdaget endnu en årsag – egentlig udløseren til den følgende tirade om køn, mindre køn, kluns, signaler og royale hunner.

Jeg hader at blive vartet op! Kald det ’kan selv’ eller kontrolfreak, beskedenhed eller mistro til mine medmenneskers håndteringsevne, men jeg kan virkelig ikke finde ud af det. Og nu har jeg så pådraget mig en super irriterende skulderskade – intet eksotisk, faktisk sørgeligt almindelig – der gør mig nødt til at bede om assistance igen og igen. Næsten altid for sent, når jeg på smertelig vis har opdaget, at ’ok, dét gik så heller ikke’.

Men jeg lovede en tirade om gråtoppens anstrengte forhold til den lyserøde prinsessedrøm.

Det forholder sig sådan, at jeg finder uanede fordele i at være af hunkøn. Hvor den kønspolitiske kurve knækker, er hvor mere eller mindre reelle forskelle mellem han, hun og hen bliver brugt til at latterliggøre, tryne og på alle andre måder genere folk. Den slags uvæsen er IMHO noget slemt svineri – direkte fra den indre svinehund, som en del desværre har problemer med at tøjle.

At genere folk for hvad de er født med – om det er køn, kulør, social baggrund, eller til dels religiøs overbevisning – er efter min mening den mest letkøbte, stupide og aldeles uacceptable opførsel, jeg kan komme på, kun overgået af de mere ondsindede former for kriminalitet. Hrmf …!

Hvilket ikke har ret meget med hverken prinser eller prinsesser at gøre, men det skulle lissom ud, ok? Og så er vi klar til at diskutere det virkelig vigtige, nemlig tøj – og shopping :)

En af de små, fine fordele ved at være af hunkøn er nemlig, at jeg kan vise mig klædt som prinsesse eller arbejdsmand, i skørt eller træskostøvler, uden automatisk at aktivere visse folks forargelse. Hvad selvfølgelig også burde gælde for han og hen, men lad nu det ligge. Jeg tror, jeg har redegjort forholdsvis utvetydigt for min mening på dét område ovenfor. Pointen er, at som kvinde i dagens DK er man langt hen ad vejen frydefuldt fritstillet, hvad påklædning angår.

Men vi menneskers højt udviklede, i teorien utroligt tilpasningsdygtige hjerne har det stadig med at revertere til stenalderstadiet, når det kommer til tolkning af indtryk. Den vil uvægerligt forsøge at tage bestik efter mulig sjov eller fare, ofte helt på egen hånd. Dermed har den tendens til at lægge kæmpestor signalværdi i de ’fjer’ folk har på – og forsøger uheldigvis ikke sjældent at handle på signalerne, uanset om de er reelle eller ej.

Her tænker jeg særligt på tåbeligheder i stil med ’hun har kort skørt på, så hun må nødvendigvis være interesseret’ eller ’hun har hijab på, så hun må helt sikkert være undertrykt’. At jeg så måske selv er bornert nok til at finde det upassende, hvis en personage af hvilket som helst køn lykkeligt kommer slentrende ned ad gågaden uden en trævl på, er mit eget forbandede problem.

Jeg må desværre også indrømme en mavesur, lidt småtantet holdning til store dele af sortimentet i børnetøj. Ok – ungerne har altid gerne villet ligne de voksne, og de helt små er ligeglade, bare de er rene og tørre, så mor kan lege ’dukkebarn’ så tosset hun vil. Men som mor til to drengebørn er der stadig et par ting, der falder mig for brystet – i pigeafdelingen!

Ikke sjældent har jeg været på rov hos ’fjenden’ i et forsøg på at oplede fx. t-shirts, der hverken var kedelige eller plastret til i sportslogos. Men selv på baby-reolerne var der LANGT mellem tøj, der ikke skreg ’pigelus’ så højt, at det var umuligt at ignorere. Kjoler, flæser og hårbånd er ét – det er en stil. Men hvorfor i himlens navn skal ’pigetøj’ absolut klistres ind i hjerter, blomster, sløjfer eller sommerfugle. Eller være så udringet, at de arme unger må have halstørklæde på for at holde varmen – mange, mange år før de får noget som helst at vise frem, for slet ikke at tale om lyst til at gøre det?

Drømmer små piger slet ikke om at være seje helte? JEG gjorde, og så mærkelig synes jeg da ikke, jeg er? Er det virkelig små prinsesser – upraktisk, ornamentalt klædt – vi ønsker os? Klatrer man i træer iført flæser, er det på trods. Eller til et – indrømmet – interessant fotoshoot. For selvom alle helte selvfølgelig ikke klatrer i træer (eller er iført kappe), er det alt andet lige lettere at ’battle’ skurkene, hvis tøjet ikke både strammer og stikker af i alle retninger, så snart man rører sig.

Heldigvis er det nu blevet moderne med ’stærke kvindelige hovedroller’ – både i bøger og film. Men sjovt nok opfattes det stadig som tilstrækkelig specielt til, at der må være særskilte kommentarer om hvor flot denne film fremviser en stærk kvinde. Selv hos danskfantasy.dk er der en kategori ved navn ’stærke kvinder’ – hvilket bringer os på linje med elverfolk, drager og vampyrer :)

Men hvorfor propper vi så stadig de små, potentielle stærke kvinder i udstyr, der for voksne til tider er direkte livsfarligt i en ’skarp’ situation? Indrømmet – jeg overdriver en smule :) Men jeg ER ikke instruktør i kvindeselvforsvar for ingenting. Løbe hurtigt i høje hæle? I snævre kjoler? Slå fra sig i kurveklamrende, små jakker og bluser, der i forvejen er strakt til bristepunktet i forsøg på at udstille, hvad kun de ønskværdige bør udvise åbenlys opmærksomhed? Nah…

Bevares – selv hos os gråtoppede og taktisk bevidste lever et strejf af ’prinsessedrømmen’ endnu, og det kan være helt morsomt at klæde sig ud som ’fin dame’ med et par års mellemrum. Men sgu’ da ikke til dagligt? Personligt vil jeg hellere være klar til at skifte et dæk, tilberede en 4-retters menu eller jage den hund, jeg ikke har, tværs over mosen. Praktisk, behagelige og holdbart indpakket.

Så jeg er uegnet som klassisk prinsesse, og kom ikke hér med flabede kommentarer – jeg er helt klar over, at jeg heller ikke har fjæset til det :) Mine drømme og forbilleder hører simpelthen til i en helt anden kategori – så fremmed for prinsessedrømmen, at det i mange tilfælde forstyrrer kommunikationen med det segment, der finder glæde i det lyserøde og feminine.

Men hver sin smag – så længe den er frivillig. Og selv jeg må et eller andet sted alligevel beundre de eventyrprinsesser, der på en eller anden måde overlevede at sidde til stads i et tårn i årevis, gloende tomt ud i luften. Selvom jeg nu stadig håber, at det blot er eftertidens ’skønmaling’ af et kvindeliv, der forhåbentlig fremstod langt mere indholdsrigt.