At udgive eller ikke at udgive, det er spørgsmålet – frit efter Hamlet. Nogle skriver som forløsning. De oplever måske udgivelsen som det øjeblik, den ’healende magi’ frigives og kan tage effekt. Andre skriver bevidst for at inspirere, advare eller oplyse – meningsløst uden et publikum. Og så er der os almindelige tosser, der bare skriver… og skriver… og dagdrømmer sådan lidt småhyggeligt om at være en ’rigtig’ forfatter.

Udgivelsen er lakmusprøven, forfattertesten, beviset på at være god nok til at færdes i møblerede hjem. Sådan kan det i hvert fald føles på ’spirestadiet’, hvor tvivlen jævnligt angriber, mens man nervøst sammenligner sig med ’de store’ og tenderer mod at opgive på forhånd. Helt tosset er det, hvis man ikke helt ligner de andre og måske har lidt sin egen stil.

Nogle vælger selvsikkert at udgive på egen hånd. Respekt! Andre, som jeg, vælger at balancere med et ben i hver lejr som medudgivere – ikke underlagt et mastodont-forlag og drakoniske kontrakter, men så heller ikke helt fri for tvivlen: ”Er jeg god nok?” Alligevel er tilsagnet om udgivelse magisk! Kompetente folk tror så meget på projektet, at de vil vove det ene øje og tage det til sig. Eller det håber man da. Alternativet er, at man er blevet taget ved næsen :-)

For én, der altid har skrevet, betyder udgivelse mere frihed. Tænk at kunne nævne sin passion offentligt, uden at skulle frygte det socialt vanskelige spørgsmål: ”Forfatter? Okeey… Er du så udgivet, eller…?” Titlen er mildt sagt en anelse akavet. Ingen udgivelse smager af lavstatus – faktisk er man en anelse latterlig, sådan at føre sig frem i lånte fjer. Janteloven snapper veloplagt efter haserne. Måske fordi så mange deler drømmen?