Basale regler for konversation siger, at man ikke bør kede folk. Hverken gennem monologer eller andre former for samtale-kapring. Sætte dem i en høflighedsklemme er også en dårlig idé. Det er bare grimt svært at undgå, når et bogprojekt rumsterer rundt. For tænk, hvis man kunne få bare en bittelille smule feedback?

Personligt er jeg fuldt ud i stand til at diskutere med mig selv. Endda forholdsvis objektivt, når det kræves. Men det bliver kedeligt i længden og måske også en anelse enøjet. Fristelsen til at give pokker i alle konventioner er stor. Indtil man har mødt glasøjnene ofte nok til at huske dem.

Selv den svageste antydning kan kalde dem frem. Hos nogle starter den første, næsten umærkelige tilbagetrækning allerede, når man – uanset hvor diskret – bruger trylleformularen: ”… min bog…” Angsten er tydelig. Fremturer man herfra, uopmærksom og måske sulten efter andet end smalltalk, møder man glasøjnene: Tomme, livløse spejlrefleksskærme.

Risikoen stiger selvfølgelig, jo længere man bevæger sig bort fra ligesindede. Fælles interesse for sprog, teknik eller genre hjælper gevaldigt. Men vi, der hader glasøjne, gør stadig klogt i at gå på listesko. Som fantasyforfatter lever man med personer, der ikke eksisterer, i måneder – måske år – ad gangen. Ingen andre kommer så tæt på eller ser historiens detaljer så tydeligt.