Jeg er vokset op nær et bibliotek, heldigvis. Jeg åd ALT – fra Troldepus, over De Tre Detektiver, til skolens fulde samling af historiske romaner. Når min egen forsyning slap op, gik jeg på jagt i mine forældres valg: Konrad Lorenz, Gerald Durell og James Herriot. Blandede bibliografier. Og så lige en enkelt, heftig overraskelse: O’s historie!

Narnia-serien nåede jeg lige præcis at læse i tide. Troldmandens Nevø slog mig godt nok som lidt fjollet, men så var jeg allerede videre – begejstret for Lewis’ verden, figurer og fortællinger. Først henad seriens slutning begyndte selv mit yngre selv at studse en smule over den sirupstykke, kristne moral, der i dag spolerer oplevelsen for mig.

Tolkien opdagede jeg helt tilfældigt: En lærervikar fortalte om yndlingsbøger. Men Eventyret om Ringen var udlånt, og jeg måtte starte med De To Tårne, pladask midt i historien. Alligevel var jeg solgt. Trilogien Ringenes Herre stod stærk, majestætisk og næsten alene indenfor genren ’high fantasy’, i hvert fald på det lokale bibliotek dengang i firserne.

Tidens socialrealistiske ungdomsbøger lod mig kold. Hvad jeg søgte, var det fantastiske, og jeg var ikke kræsen. Men desværre var der langt mellem snapsene, siden engelsksproget litteratur endnu var udenfor min rækkevidde. Shamran af Bjarne Reuter tegner sig som en af stjernerne fra dengang, og det samme gælder Kaninbjerget af Richard Adams. Begge var overraskelser af den gode slags.

Jeg vil gerne sende en tak til personalet på Biblioteket i Skipperen – nu dødt, lukket og centraliseret som hovedparten af de gamle lokalbiblioteker. Skyggelandet er ældre end mit første lånerkort, men skylder inspiration fra lettilgængelig, god litteratur meget.