Herunder findes udvalgte anmeldelser fra Goodreads og danskfantasy.dk, citeret i fuld længde med links til den originale tekst:

Anonym anmelder BigBoy88 på Goodreads:

Find den originale anmeldelse her: https://www.goodreads.com/book/show/59420672-navari—de-som-ved 

”Navari – de som ved er et velskrevet, frisk pust i fantasygenrens ellers rimelig udtømte idébibliotek, selvom bogen ikke viger tilbage for at bruge nogle kendte, gennemtestede koncepter. Det betyder, at historien føles ny og forfriskende samtidig med, at den ikke virker så fremmed, at stoffet bliver svært at forholde sig til.

I Navari følger vi en gruppe legekammerater i alderen 7-13 år, der bor omkring det nedslidte villakvarter Marathé i udkanten af Lania, Oklanas hovedstad. En dag støder de på en fremmed pige, hvis sælsomme væremåde fatter deres interesse. Vennernes nysgerrige natur får dem hurtigt til at stifte bekendtskab med den sære tilflytter, og inden længe finder de sig selv på grænsen mellem den moderne verden og et mystisk ursamfund, hvor Lovene og Kræfterne hersker. Mens truslen om en invasion fra nabolandet vokser, hvirvles slænget fra Marathé ind i en tusindårgammel, hemmelig krig, der vil komme til at sætte sit præg på hver af dem.

Navari er en bog, som kræver tålmodighed. Der går rigtig mange sider, før handlingen begynder at trappe op, og før Navaris unikke verden for alvor åbnes op for en. Men dette kan – til en vis grad – faktisk ses som en styrke. Størstedelen af Navari er en opdagelsesproces, hvor vi for hvert kapitel får udleveret endnu en brik til puslespillet, vi sammen med resten af hovedpersonerne gradvist stykker sammen. Introduktionen er måske en tand for langsom til min smag, dog tænker jeg, at hvis vi bare havde fået serveret hele hemmeligheden fra start af, ville meget værdi være gået tabt. Navaris umiddelbare langtrukkenhed betyder også, at der er plads til mange detaljer. Verdenen føles derfor meget udbygget (hvilket den er) og i forlængelse heraf virkelig. Det ville også være svært på kortere tid at etablere det utroligt store karaktergalleri, som jeg, trods min tvivl i begyndelsen, med tiden lærte at kende.

Ligesom i mange andre tilfælde hvor bogen viser sin originalitet, stiller Navari også et overset spørgsmål: Hvor gammel skal man være for at kunne tage ansvar? Børnene fra Marathé er, tjaaa… børn. De har underlige prioriteter og gør og siger indimellem nogle lettere blødsødne ting, der får ens tær til at krumme sammen. Det får dem til at stå i stor kontrast til deres jævnaldrende, Navari-fødte venner Lariel og Findel, der trods deres aldre handler som voksne mennesker. Efterhånden som flokken af ikke-Navari bevæger sig ind og ud af Lovens gråzoner og begge kriges grusomheder, bliver de også selv hærdede og begynder at få tildelt og selv tage ansvar. De gør op med deres naivitet og sætter spørgsmålstegn ved ”Lysets” handlinger såvel som ”Mørkets”. Så er børn virkelig små, impulsive, uansvarlige bæster, der har brug for konstant beskyttelse, eller er denne opfattelse blot et biprodukt af vores måde at opdrage dem på?

Alt i alt tror jeg, at Navari har potentiale til at blæse nyt liv i dansk fantasy og involvere en lidt større målgruppe end kun de unge. Bogen er original og velskrevet, samtidig med at den jonglerer med nogle interessante spørgsmål. Derudover leverer Navari en detaljeret, realistisk verden befolket med personligheder, der trods deres ofte tydelige karaktertræk aldrig kommer til at virke overdrevne. Man kan dog diskutere, hvorvidt starten og den generelle pacing har for sløvt et tempo, og jeg tror bestemt, at der kunne være blevet gjort mere ud af slutningen. Der skal jo også være noget, man kan gøre bedre i 2’eren, right?”

OBS: Citeret tekst er hentet fra Goodreads pr. d. 12.04.22 og reflekterer dermed IKKE eventuel senere revision.

Find den originale anmeldelse her: https://www.goodreads.com/book/show/59420672-navari—de-som-ved 

Anmelder T. Kiebler på Goodreads:

Find den originale anmeldelse her: https://www.goodreads.com/book/show/59420672-navari—de-som-ved 

”Find en behagelig stol, smæk benene op, og bered dig på at opdage forskellen mellem Navari og Enari…

Det første, man bliver mødt af i den lidt over 600 sider tykke roman, er et kort over en fremmed ø. Allerede nu ved vi dermed, at historien foregår i et fremmed univers. Ikke ret langt inde i fortællingen afsløres dog paralleller til den verden, du og jeg befinder os i, og man ledes mod den tanke, at der er tale om det univers, der kunne have eksisteret, hvis Atlantis aldrig var gået under – selvom øen aldrig bliver nævnt.

Så mange sider kan lyde af meget, men overraskende få kunne efter min mening have været udeladt. Historien glider let, med små og store begivenheder i tilnærmelsesvis kronologisk rækkefølge. Det bliver aldrig kedeligt.

Vi følger en gruppe børn, flere og flere som historien skrider frem, der ikke virker ret meget anderledes, end man ville forvente for alderen – og dog. For få sider inde i bogen stifter de bekendtskab med en jævnaldrende pige, der er alt andet end normal. Man får hurtigt en fornemmelse af, at her har vi en ekstremt ung superheltinde med fysik, hjerne og sind svarende til en væsentligt højere aldersgruppe.

En af forskellene på pigen og flokken af børn er, at pigen er Navari, én af de som ved, mens børnene er Enari, som os, uden kendskab til den skjulte og truende skyggeverden, der eksisterer side om side med vores almindeligt kendte. Enari skærmes mod Skyggelandets farer af Navari, men opgaven stiger gang på gang pigen og hendes ligesindede over hovedet, da gruppen af børn jo hurtigt fornemmer, at der er noget, de ikke kender til, og som er umådeligt spændende.

Man kunne forledes til at tro, at helten – pigen – må være bogens hovedperson, men i stedet har forfatteren valgt at lade hele banden af børn spille hovedrollen. Læseren opdager og afslører dermed den skjulte verden i samme takt som børnene, og trods det, at der er tale om en ’alvidende’ fortæller, får læseren ingen hjælp undervejs. Derfor kan man nogle gange tænke ’hvorfor nu det?’ når nogen umiddelbart opfører sig underligt i historien. Men der er intet andet at gøre end at læse videre, ligesom børnene er nødt til at vente, indtil en forklaring præsenterer sig.

Der er næsten 20 hovedpersoner til sidst, men de kommer alle til deres ret, og selvom man ikke får en grundig beskrivelse af hver enkelt, fornemmer man hurtigt, at der er tale om en broget folk i både kultur og baggrund. Men hver karakter har sin måde at agere på, og man lærer personerne og deres styrker og svagheder rimelig godt at kende.

Derimod må man holde tungen mere lige i munden, når de voksne agerer i historien. De har mindst lige så eksotiske navne, og dertil fremmedartede titler, der kan skifte afhængigt af, hvem der om- og tiltaler dem. Tilmed optræder de ofte i flok, så det kan være vanskeligt at koble de rigtige egenskaber til den korrekte person, næste gang man møder dem. Her hjælper det rigtig meget, at der bagest i bogen både findes en fortegnelse over specielle ord, samt et forklarende register over personer, steder og andet nyttigt.

At forfatteren, som nævnt på omslaget, har trænet en “obskur japansk kampkunst”, fornemmes let. Store dele af bogen er præget af kamp og kamptræning. Mange scener kan forekomme noget bloddryppende, men tilstrækkeligt mange detaljer er udeladt, til at yngre læsere ikke burde lade sig skræmme. Her kan man som voksen måske til tider ønske sig mere fokus, selvom det ikke umiddelbart har nogen betydning for historien.

Så er du til en veludbygget, hemmelig verden, der skal opdages og udforskes, mystiske væsener, som dukker op hen ad vejen og en historie fortalt uden forvirrende tråde i alle retninger, kan bogen kun anbefales. Såfremt du altså ikke lader dig irritere af et stort antal fremmedartede navne, titler og begreber.

OBS: Citeret tekst er hentet fra Goodreads pr. d. 13.09.22 og reflekterer dermed IKKE eventuel senere revision.

Find den originale anmeldelse her: https://www.goodreads.com/book/show/59420672-navari—de-som-ved 

Den utilfredse læser

Har forfatteren indtil videre ikke hørt fra. Men en del læsere har følt sig udfordret af det store persongalleri og de mange fremmedklingende navne. Følgende udtalelse er dukket op et par gange under konversation:

“Det er lidt lissom at læse de dér russiske romaner …”

De mest kritiske røster vil kunne findes her