Uddrag af KAPITEL 7: Moaia
Lidt over en uge efter overfaldet ventede Lariel fuldt synlig ved skolens port, da Vaia fik fri. Det virkede ildevarslende, for hidtil havde hun været irriterende svær at få øje på. Men pigen fra Shantiem rakte kun et brev frem, bredt smilende.
”Hvad er det?” spurgte Vaia og tog tøvende imod.
”Læs, og du vil få svar.”
Lariels smil var blevet til et grin. Vaia adlød fumlende.

”Til Vaia Tensalis. Der er indgivet bøn om moaia, så der bliver ingen fejde. De vil komme her i den tredje time efter middag. Findel vil tage imod, på dine vegne også, hvis du ønsker det. At afslå må frarådes. Lariel kan forklare hvorfor. Ligeledes vil det være bedst, hvis du kommer. Venligst Katinn Eli’chiané.”

Brevet var håndskrevet, og Vaia havde måttet bryde et gammeldags laksegl for at komme til indholdet. Hun sendte Lariel et uforstående blik. Pigen fra Shantiem så stadig mere end blot tilfreds ud.
”Moaia er formel bod. Det betyder, at de anerkender at have øvet uret. De accepterer kokei, og I vil kunne gå i fred, uden risiko for hævn. Jeres fjende må have haft navari eller elan et sted i familien. Det kunne ikke ende bedre.”
Vaia gned sig over ansigtet, som om forvirring kunne fjernes som spindelvæv.
”Lariel, vil du ikke nok snakke oklani? Hvad går det her ud på?
Og hvad pokker er kokei – og elan? Jeg kan godt huske, hvad navari er, men jeg forstår stadig ingenting. Hvad er det, Findel vil tage imod. Har det noget at gøre med Serkan?”
Lariel nikkede fornøjet.

(side 84)

”Det har alt at gøre med Serkan. Kokei er en advarsel. Katinn truede Serkan og hans bande. Det bør ingen gøre letsindigt, for en uberettiget kokei kan udløse en blodfejde. Men nu erkender de. Blankt og uden betingelser, siger Karela. Moaia kan afslås, men det er så ydmygende, det ofte vil starte en fejde i sig selv. Kun forsætligt drab – mord – er en undtagelse.”
”Serkan vil sige undskyld?”
Vaia opdagede, at hendes mund stod åben. Lariel grinede.
”Noget i den retning. Hans bedstemor bringer hele banden ud til Findel om en time.”
”Så jeg bør altså tage derud?”
Vaia kendte svaret, men spurgte alligevel, i håb om at tage fejl. Lariels grin forsvandt.
”Beslutningen er din og din alene! Kan du ikke tilgive, bør du blive væk. Men lad da Findel tage imod for jer begge. Hans ord vejer allerede tungest, siden han er hårdest ramt.”
”Nej, nej, jeg kommer! Hvis det altså ikke er en fælde? Kunne det ikke være det?”
Vaia havde ikke lyst til at tilgive Serkan, men Katinn turde hun ikke trodse, uanset hvad Lariel sagde.
”Ingen, som kender De Gamle Skikke, vil misbruge moaia,” svarede Lariel fast. ”Du ville vide, hvad elan betød. Egentlig er det elan navari, de tavse navari. Folk af min verden, der har valgt at lukke øjnene for mange ting. Men selv de tager en kokei alvorligt.”
Hun viste tænder.
”Så hvis det er en fælde, er sagen langt dybere og mørkere, end der er nogen grund til at tro. Og skulle et forræderi endelig ske, vil de hurtigt opdage, at de har lagt sig
ud med de forkerte. Men vi må snart skynde os, hvis vi skal nå derud i tide. Du bliver desværre nok nødt til at tage en meget vigtig beslutning i en fart.”

På gården herskede allerede febrilsk aktivitet. Vaia fulgte Lariel op ad trappen, til en korridor i det meste af husets længde. Ophidsede stemmer trængte ud fra en dør, der stod på klem nogle meter fra

(side 85)

trappen. Lariel skubbede den uden videre op og gik ind uden at banke på. Vaia fulgte efter, men stoppede efter få skridt, overrasket over, hvad hun så.
Lejligheden var lille og så spartansk indrettet, at rummet virkede nøgent. De var trådt direkte ind i det, der måtte være stuen: Et medtaget spisebord med fire umage stole, nogle få, men store dragkister og to lave, brede bænke udgjorde hele møblementet, mens en skråvæg optog meget af den allerede sparsomme plads.
Findel lå med lukkede øjne på en af bænkene, dækket af et farvestrålende tæppe. Hans hår var flettet – flettet! – i en indviklet frisure, og han var endnu blegere end normalt. Men hvad der chokerede Vaia mest, var hans ansigt: Sorte, grønne og gule aftegninger, der lappede ind over hinanden i et forvirret mønster, viste, hvor slag havde ramt.
Delvist helede, halvmåneformede sår kantede mange af de blå mærker. Findels overlæbe havde været flækket, og venstre øjenbryn var stadig dækket af et plaster. Han havde armene over tæppet, og den hud, der ikke var skjult af tøj eller bandager, så ud som hans ansigt. Vaia havde vidst, at det var slemt, men ikke så slemt.
Han lignede et offer, men lød ikke som et. Trods de lukkede øjne skændtes han indædt med Karela, mens en tynd og mærkeligt forsagt kvinde fulgte diskussionen nervøst. Hun havde en usædvanlig lighed med Findel og kunne næsten kun være hans mor, Taisal. Tre unge mænd hang omkring bordet. De var de eneste, der hilste, da Lariel og Vaia kom ind.
Karela lød træt, som om skænderiet allerede havde stået på i et stykke tid.
”Det kan du ikke, min ven. Healer Reike bliver rasende, når – ikke hvis – du falder ned ad trappen. Vi har ikke tid til dette.”
Men Findel var stædig.
”Jeg går selv, og sådan bliver det! Jeg vil ikke slæbes som en gris i en sæk.”
”Lad ham prøve.”
Lariels indblanding fik både Karela og Taisal til at vende sig mod døren. Men til Vaias undren protesterede ingen.

(side 86)

Findel åbnede øjnene.
”Du har min taknemmelighed, Lariel ésa. Og Vaia, jeg er glad for, at du kom! Er du klar?”
Vaia manglede ord, og Lariel trådte til.
”Forhåbentlig. Men du ser selv alt andet end klar ud. Kan du rejse dig?”
Findels svar var et ulvegrin, og med endnu en grimasse kom han på benene. Han svajede et øjeblik, men begyndte så langsomt at gå mod døren. Over skulderen sendte han Karela et triumferende blik.
Så foldede benene sammen under ham!
Vaia udstødte et forskrækket halvskrig, men Lariel var forberedt og greb ham, da han faldt.
”Ok, Mester Gris! Så kommer vi med sækken.”
De tre unge rejste sig, og en meget tavs Findel blev båret ud på gårdspladsen i et tæppe.
Her fandt de Nagisha, der snappede kommandoer i alle retninger. Vaia så til i vantro, da den gamle kvinde uden videre løftede Findel over på en bunke udstoppede sække. Det så ud, som om han intet vejede, og det vidste Vaia var løgn, for hun havde trukket ham op i et træ engang.
Findels øjne var igen lukkede, og han åndede tungt.
”Du – var det Vaia?”
Nagisha greb hende i armen.
”Ind ved siden af Findel, og du bliver stående, tøs! Hvor er Taisal blevet af?”
Findels mor blev ublidt skubbet ind bag Vaia, men fandt sig i det uden protest.
Nagisha lod også allerede til at have glemt dem begge, nu optaget af at dirigere en stol hen på Findels højre side, mens hun fra afstand målte opstillingen med kritisk mine. Karela kom til og tog stolen i besiddelse, før Nagisha var helt tilfreds.
”Nok! Det bliver ikke bedre.”
Nagisha hvislede vredt , men så dukkede Katinn op.
”Er I stadig i gang? De er her om et øjeblik.”

(side 87)

Uddrag af KAPITEL 24: Fjender
En ny, opslidende rutine opstod: Morgen og eftermiddag i Tentiem, afbrudt af skole, så lektier, og endelig mere træning om aftenen, selvom Findel ikke længere turde komme. Han mente, at Lariel ville se det som løftebrud.
”Hun leder efter påskud til at ophæve aftalen,” advarede han. ”Så lad hende ikke vide, hvor tåbelig jeg allerede har været. Glem, hvad I kan, og tal ikke højt om resten. Så burde I være sikre for både Karela og fjenden.”

En morgen dukkede Findel imidlertid ikke op.
”Der blev kastet en sten gennem en rude i nat,” sagde han, da de mødtes i skolen. ”Hele huset gik i alarmberedskab. Og det er ikke den første. Nogen har været inde i haven, og nu er det fjerde gang, Samihas storebror er set udenfor. Karela har afhørt de unge, men ingen ved noget. Måske er det bare chikane, men Katinn har talt om at aktivere Zeipen.”
”Kamal?” udbrød Samiha. ”Er du sikker?”
”Jeg har set ham,” svarede Findel. ”Ved du, hvad han kan være ude på?”
Hun rystede på hovedet.
”Han har ikke været hjemme i månedsvis, og sidst forsøgte han at slå mor. Hun smed ham på porten, så det kunne høres over det meste af vejen.”
Pludselig så hun urolig ud.
”Hov? Kan han mon være ude efter Karela eller Katinn? Fordi de blandede sig dengang med mig, og mor så smed ham ud bagefter?”
Af en eller anden grund lod det til at berolige Findel.
”Ah, selvfølgelig. Det kunne forklare meget. Men det er ikke kun

(side 319)

ham. Andre er indblandet. Kan han have samlet forstærkning, tror du?”
”Det er ikke usandsynligt,” mente Samiha. ”Nogle af fætrene kunne være tåbelige nok til at hjælpe. Han har aldrig kunnet tåle at tabe, og hævngerrig er han også.”
Til hendes lettelse hørte de dog ikke mere til hverken uro eller hærværk omkring gården.
”Og det kan heller aldrig blive din fejl,” fastslog Findel. ”Hvad skade Kamal har lidt, har han bragt over sig selv.”
Både Karela, Katinn og Nagisha havde fundet forklaringen sandsynlig, og de lod til at behandle problemet derefter. Findel snakkede i hvert fald ikke længere om det.
∞
En formiddag, en fridag, hvor alle var samlet i Tentiem for at indhente, hvad Lariel fandt forsømt ugen igennem, stivnede han imidlertid brat.
”Karela?”
Også Lariel afbrød, hvad hun var i færd med.
”Det var et nødråb!”
Hendes stemme havde en skarp, fremmed tone.
”Gården er under angreb, og hun frygter, at de ikke kan klare sig! Signalet må også have nået Larana. Hun vil alarmere Segen og Zeipen. Mor er i Europa. Hurtigt, Findel! Bring alle her i sikkerhed i Shantiem. Løb! Fortæl Larana, at jeg er på vej mod gården. Jeg tør ikke sende, hvis de forkerte prøver at lytte. Bliv hos Larana, indtil I hører andet. Måske er det ikke kun gården, det gælder.”
Lariel forsvandt i løb. Alle andre end Findel stod måbende tilbage.
”Jeg mærkede noget,” peb Stinn. ”Noget farligt! Og så blev dig og Lariel helt mærkelige. Hvad skete der? Jeg synes altså, det er lidt uhyggeligt!”
Findel sansede ikke at berolige hende.

(side 320)

”Karela sendte et uskærmet nødråb. Du har evner for Energierne, ellers havde du intet opfanget. Og det ER uhyggeligt! De kæmper for livet.”
Han stod et øjeblik ubeslutsom. Så samlede han sin stav op.
”Nej! De er for få om forsvaret, selv med Lariel. Mange er ikke hjemme. Min plads er dér, ikke i Shantiem. Jeg nægter at adlyde, når min klan er i fare. I må give Anwé besked. Skynd jer væk herfra. Tag bagvejen. Hvis nogen forsøger at standse jer, så spæn! Det kan være fjender.”
Men han havde gjort regning uden vært. Anik og flere andre havde allerede stave i hænderne.
”Nul!” snappede den ældre tvilling i en tone, der ikke tålte modsigelse.
”Vi følger med! Monica, du spæner over til Larana. Nogen må gøre det, og det skal gå hurtigt. Stinn, Kira og Mai, I henter en bold. Lav masser af larm ude foran gården, men vær parat til at stikke af som lyn og torden, hvis nogen kommer efter jer. Resten af os følger med Findel.”
”Er I splitterravende vanvittige?” spruttede han forfærdet. ”Fjenden er Oocha. Karelas signal var klart. I ender som hundemad!”
”Vi løbe væk, så Findel sensei blive hundemad?” kom det spidst fra Shiro. ”Nej! Ingen tid til så meget snakke, løbe hurtig og hjælpe. Vi mange, og vi slås god.”
Findel rystede på hovedet. Han så skrækslagen ud.
”Lariel slår mig ihjel!”
Shiro sendte ham et ulvegrin.
”Du vide dø, du ikke er bange fjende. Slås stor god.”
De sidste havde nu også samlet deres stave op.
”Klap i, Shiro!” snerrede Anik. ”Findel, følges vi? Eller skal vi bare rende efter dig?”
Findel var trængt op i en krog.
”Må Skæbnevæveren våge over os alle, siden jeg ikke kan hindre jer. En ære, at I vil kæmpe for mig og mine. Men dø ikke i en kamp, der aldrig var jeres. Flygt, hvis I bliver trængt! Det må I love.”
Han tog en dyb indånding.

(side 320

”Shiro har ret: Tiden er knap! Monica, nogen må virkelig varsko Anwé?”
Hun strøg afsted, og Findels blik fandt Stinn.
”Du, Kiranis og Mai Huong gør, som Anik sagde. Men tag Mnemo, Lehn og Samiha med, og hvis du får den følelse igen, så flygt og få de andre med. For så er det mig, der sender!”
Han vendte sig mod resten.
”Alle andre: Hvis I stadig er parat til kamp, så følg mig.”
Afledningsholdet var da allerede på vej mod nærmeste hul i hækken. Resten fulgte efter Findel, gennem et system af stier, som ingen af dem kendte og kun Vaia havde set før.
Snart nåede de en tunnel gennem tæt krat, der virkede bekendt, og kort efter kom de ud bag rideskolen, meget tæt på gården.
”Her er for stille,” mumlede Findel bekymret, men næsten i det samme hørtes skrig og vrede stemmer.
”De kæmper stadig!”
Han udstødte et suk af lettelse. Så blev hans ansigt hårdt.
”Fra nu af er vi i krig! Ingen fra gården vil angribe jer, og I kender de fleste. Så forsvar jer, som gjaldt det livet! Det er en fjende uden nåde. Hold jer samlet, så længe I kan. Vi er stærkest i flok.”

De nærmede sig fra havesiden, skjult i vildtvoksende buskads og meterhøje stauder. Så pludselig dukkede en ung mand op, tydeligt på flugt, ligbleg og med blod løbende ned over ansigtet. De genkendte ham, og han genkendte Findel.
”Findel, løb!” gispede han. ”Fjender, bag mig!”
Men Findel havde allerede set de to fremmede.
Han trådte til side og sendte alle bag sig i skjul med et signal, som Katinn brugte, og hele Tentiem nu havde lært. Forfølgerne var lige i hælene på deres bytte, men så ikke Findel, før hans stav sendte den første i jorden. Manden blev liggende, livløs.
Nummer to var hurtigere, men ikke meget heldigere. Staven ramte stadig med fuld styrke og ikke kun én gang. Alle hørte den ækle, sprøde lyd af knogler, der brækkede. Han gik ned, brølende af

(side 321)

smerte og overraskelse. Han havde kun fået et kort glimt af Findel, der allerede var tilbage i skjul.
Men ingen kom den sårede til hjælp, og Findel vovede sig igen frem. Manden hvæsede hadefuldt, ude af stand til at rejse sig. Hans blik fulgte staven, men det var Findels frie hånd, der skød frem: En let berøring, og manden blev slap.
”Hvordan…?” begyndte Matt, men Findel vinkede ham af.
”Senere. Hvis vi lever så længe.”
Han løb op mod huset, og alle fulgte med.
”Smukt arbejde, Elei!” mente den unge mand fra gården.
Han havde sluttet sig til dem og grinede nu blodtørstigt mod resten fra Tentiem.
”Jeg er Geyal. Gården har et skadedyrsproblem, men I ser ud til at være forberedt. Slå hårdt, og slå først! De har kløer og god lyst til at bruge dem.”
Han viftede med en kniv, som en af hans forfølgere havde tabt. Nu lod den til at være krigsbytte.

De mødte ingen modstand, før de nåede gårdspladsen. Her fandt de Nagisha, bevæbnet med en høtyv og i kamp mod tre fremmede. Angriberne forsøgte at nå hende og de to ubevægelige skikkelser, hun beskyttede, men under en strøm af eder og forbandelser holdt den gamle kvinde fjenden på afstand. Én havde en kølle, men den var for kort til at hamle op med Nagishas raseri, og resten havde kun knive.
Findel og Geyal gik til angreb, og efter et øjebliks forsinkelse gjorde resten af Tentiem det samme. Fjenden skreg alarm, og flere fremmede kom ud fra hovedbygningen.
Men kort efter kom Taisal farende ind gennem porten. Et tørklæde holdt hendes hår borte fra ansigtet, og en kniv var stukket ned i bukselinningen. I hånden havde hun en rusten cykelpumpe. Ingen, som hun nedlagde, rejste sig igen.
Snart flygtede de få fjender, der var i stand til det, i retning af ur-

(side 322)

tehaven. Gårdspladsen var foreløbigt ryddet, men Nagisha nikkede mod hovedbygningen, hvis ødelagte dør hang i det ene hængsel.
”Karela,” gispede hun. ”De fik lokket Katinn væk. Jeg ved ikke, hvor hun blev af. Men Karela forskansede sig ovenpå. Jeg blev tvunget væk fra trappen, og så blev der ballade i gården. Jeg kunne ikke komme til hjælp.”
Den gamle kvinde blødte fra et utal af sår, men hendes øjne glødede iltert. Skulle flere fjender vise sig, var hun parat. Hun udpegede et ødelagt vindue på første sal.
”Lariel kom ind dén vej. Der var et farligt skrigeri lige efter, men jeg har ikke set hende siden.”
Så lagde Nagisha pludselig mærke til de otte fra Tentiem.
”Taimin! Hvad laver I her?”
Et kort øjeblik så hun næsten fortabt ud. Så rystede hun sig.
”Ah, lige meget. Vi er taknemmelige for enhver hjælp i dag. Resten tager vi os af bagefter, he. Én ting ad gangen nu. Find Karela, vil I? Jeg tror, hun må være i knibe. Geyal og jeg holder trappen bag jer. Vi må passe på de to her, og jeg løber for langsomt. Men ved Ala Neith selv, vær forsigtige! Der er en atani et sted deroppe.”
Nagisha svingede den ene af de to, hun så indædt havde forsvaret, op over skulderen. Så trak hun prøvende i den anden, og den unge pige stønnede. Hendes ene ben var blodigt fra låret og ned.
”Op med dig, Zif!” kommanderede den gamle blidt. ”Jeg kan ikke bære to, og Ulnan får vi ikke vækket lige med det første. Vi må have jer ind, hvor ingen kan komme fra alle sider. Geyal, forsvar! Vi skal væk herfra.”
Bandende kæmpede pigen sig op, og støttet til Nagisha begyndte hun at halte mod hovedbygningen. Geyal dannede bagtrop med kniven i baglommen og høtyven parat.
Taisal og Findel så på hinanden. Så strøg Taisal i forvejen, og Findel fulgte efter, med børnene fra Tentiem i hælene. De overhalede Nagisha og nåede ind ad den ødelagte dør som de første.

(side 323)