Lariel om Fredssletten, grænsen mellem Dybskoven og Oklana:

”Enari mener, her er for stenet til, at træer kan gro,” forklarede Lariel. ”Men i Lieny fortælles, at dette var stedet, hvor alle A’lans eleni, og mange elatari, for længe siden forenede deres kræfter for at undgå, at hele øen sank i havet.”

Hun pegede mod de bjerge, der rejste sig vestpå.

“Kun højlandet – det, der nu er øen Aentan – blev reddet. Før kunne intet overleve på Skæbnefjelds tinde, så langt rakte bjergene op. Men en magtfuld elatari satte sig op mod Arawa Skyggebringer og påkaldte for store kræfter. Det udløste et gigantisk jordskælv, og det meste af øen A’lan gled i havet i løbet af én eneste nat. Selv enari har stadig legender om det. Alligevel kunne det have gået værre. Kun fordi det meste af Lysets folk allerede var samlet for at angribe Kraka, lykkedes det at redde en smule af øen. Det hviskes endda, at Krakas atani, og måske også Arawa selv, hjalp til, da de så faren. I så fald var det første gang, at Lys og Mørke arbejdede mod samme mål. Men så meget kraft blev stadig udløst herfra, at kun nøjsomme planter har kunnet vokse her siden.”

”Først senere slæbte narquai Fredsstenen, klippeblokken dér, hertil,” fortsatte Lariel og nikkede mod den dobbelt mandshøje klippeknold. ”Arecha Amayhi, kaldet Den Barmhjertige, en af de frie Telera, siges at vogte stedet. Selv fredløse havde frit lejde frem til stenen under sommermarkedet: Indtil tre skridt fra Fredsstenen var de ukrænkelige, og det siges, at Arecha stadig vil beskytte forfulgte, der søger tilflugt her. Forvent, at narquai måske vil respektere det, men næppe oochai.”

Lariel, Findel og resten af Marathéklanen tilhører et af de utallige Fragmenter, hvor A’lan ikke forsvandt fuldstændigt – og dermed efterlod såvel Riyel som Oochas center intakt.

Hvilket Fragment VI tilhører, er et åbent spørgsmål, siden Kræfterne – håndteret af de rette – formedentligt sagtens kunne holde øen Aentan skjult for moderne øjne, hvis enten Lys eller Mørke fandt det praktisk ;-)

”Om skabelsen siger Krønikernes Bog: Først af alt var Intet, og før da intet. Men af Intet opstod Kaos, og af Kaos skabtes Keimet, Det Første Sted. I Keimet opslog Neith, som bebor og er Intet, sin bolig og tog form, og fra Keimet er alt siden opstået. For Neith glædede sig over stoffets former og skabte i sin glæde nyt stof, til Keimet var fyldt af vidundere.

Med sorg så Neith da, at Keimet var opfyldt og ikke længere kunne rumme nyt. Og ud af sorgen fødtes Fragmenterne, med deres uophørlige deling. Et uendeligt rum, der i al fremtid kan omslutte Neiths værker. Således skabtes Universet, og således fyldes det langsomt af verden efter verden, hver med talløse Fragmenter, side om side i hver sin dimension.

Neith følger dem alle, som de fødes og går under i tidens stadige strøm, i et tilfældigt spil, som selv de vise ikke forstår. Men for hver verden er sat en vagt, af Neith givet ansvaret for dens fremtid: Taimin, Vogterne, som skabtes til at forme og værne, hvad Neith har skabt og tænkt. Således berettes af Lhadai den Vise, fra en tid før tid fandtes.”

(uddrag af Navari – de som ved)