Navari Naell – lysets legender, genfortalt ordret blandt riyel navari og elan. Kun blandt oochai kommer de vandrende Sangere ikke, og Mørket har deres egne fortællinger, hvori Lyset er fjenden.

Siden er delvist under konstruktion, og yderligere indhold kan forventes på et senere tidspunkt.

Naell na Ioe –

Sangen om Io:

”Efter Den Første Sang ender den eneste legende fælles for Alt som Er. Siden har hver verden fulgt sine egne spor, og hvert Fragment haft sin historie. Om de tidligste tider fortæller Krønikernes Bog: Alt var kaos, et inferno af vældige kræfter. Intet havde endnu fundet sin form, og alt løb bestandigt sammen. Utøjlede energier slyngede det ufærdige stof vidt omkring, og verden var som en smeltedigel. Der fandtes ikke luft, jord eller vand, kun ild.

Denne ur-verden overgav Neith i hænderne på syv Taimin, og det var den yngste verden endnu givet nogen Vogter. De navngav den Io, Håb, og virkede længe for at lede urmassens forvandling. Men for hver forvandling skabtes nye Fragmenter, nye dimensioner, hver med sit udfald af forandring, og Taimin dannede øen Tirya i Ur-Intet, hvor tid og rum er uden betydning. Her ligger deres boliger, og herfra drager de ud.

Ios syv Taimin var i begyndelsen alene, og kun de kender Ios tidligste år. Men som den nye verden blev mindre voldsom, opstod de, som elverfolket kalder Telerai eller De Gudefødte. Telerais kræfter er mindre end Taimins, skønt de bevæger sig ubesværet mellem Ios Fragmenter, og de er Vogternes hjælpere. Kun Amayhi, de Frie Telera, tjener ingen blandt Taimin, og de er få.

Taimin og Telerai vandrede som de første i den nye verden, og de glædede sig over skønheden blandt klipper og sten, lyden af vind og rislende vand og bruset fra havet, når det mødte kysten. Men endnu var verden øde, og der fandtes intet levende helt af Io. Taimin er af Keimet, og Telerai tilhører både Keimet og Io, skønt de kun vanskeligt kan forlade den verden, hvortil de er født.

Lang tid gik, og livet foldede sig ud fra Neiths tanke. Græs voksede, hvor der før var nøgen klippe, og vældige træer rakte sig mod himlen. Et utal af væsener, store og små, skjulte sig i planternes skygge, og inden længe var Io opfyldt. Siden kom stammefolkene til: Væsener, der talte og tænkte længere end til næste måltid.

Det siges, at alle Ios stammer skabtes af Neith, og at Taimin blot satte dem fri, da verden var parat. Men selv Krønikernes Bog tier om dette, og hver stamme har sine egne legender. De så i Taimin mægtige væsener. Kræfter, i hvis hænder Verden lå. Betragtet med ærefrygt og fejret efter hver stammes skik blev Ios syv Vogtere de, hvis gunst man søgte.

Kun elverfolket søgte tidligt dybere og mødte som de første Taimin selv. Derfor bærer Taimin i dag elvernavne blandt navari, og de syv elverstammer regnes for Ios ældste stammefolk. Spørger man det ældste folks vise, mener de dog, at andre gik forud, men blev glemt.

Således siges om Taimin: Quinaye er Gennemskueren og Oplyseren. Hun er Lyset og Taimins Øverste. Azeth er Mørket. Han grundlagde søvnens og dødens hviletid, og hans hu står til det uudforskede og usikre. Nu dvæler han alene og kendes som Den Mørke Gud, Hadets Fader. De er de mægtigste blandt Taimin.

Tsama er Livet, og hun er jordens og frugtbarhedens Frue –stærk som Quinaye, men blidere af sind. Kwenel er Skæbnen og i slægt med Tsama. Han råder for livets udfald, og han er heldets og jagtens leende Herre. Naionar den Snilde vogter de dybe huler og have. Omhyggelig og opfindsom æres han af de, som skaber med hånd og tanke.

Hans tvilling kaldes Lhadai den Vise, Krønikeskriveren, og han er eftertankens og indsigtens Herre. Han vogter de døde, trøster de levende og fører bog over Ios historie. Men vildest blandt de syv er Iyaina den Flammende, kampens, hævnens og ildens Frue. Hun opildner til handling, hvor Taimin kunne tøve, og hun har let til vrede.

Ios stammefolk er underlagt Kwenel, som bestemmer hver enkelts dødstime. Men nogle stammer ældes, andre ikke, og deres livsspand er ikke lige langt. Mennesker, kwendai og dværge ældes og dør, når tiden er inde. Men hvor dværgene kan leve i mange sekler, lever få mennesker blot ét eneste. Alfer og elverfolk ældes ikke, men alfer tåler kun lidt, hvor elverfolket næppe kender sygdom og ikke mærker kulde uden i den dybeste vinter.

Således er Ios stammer forskellige, ikke kun af udseende og skikke. Men det siges, at ét har de fælles: Genfødslens Hjul drejer ens for alle, og de må efter livet tilbringe en tid i Erindringernes Hal under Lhadais vejledning. Først derefter kan de vende tilbage. Men ingen fødtes med fuld erindring om det, som gik forud, og sandheden er skjult. End ikke elverfolkets vise kender Hjulets mønster. Kun Taimin har den viden, og de har valgt at tie.

Hvad her er fortalt, er fælles for alle Ios Fragmenter, af de, som udviklede liv og ikke gik under. Hvert har herfra fulgt sit eget spor og skabt sin egen historie. Men det siges, at i Erindringernes Hal mødes væsener fra alle Ios talløse Fragmenter for at lære af hinanden, inden de fødes på ny. Og sendes de fleste end tilbage i samme dimension, sker det ikke altid. Herfor råder Lhadai den Vise.

Hviskende blandt stammernes Ældste fortælles endda, at til tider fødes et barn, som ikke er af denne verden, og således kan også denne verdens folk genfødes i andre verdener. Genfødslens Hjul vil dreje indtil Epial, Altings Ende. Kun en ubetydelig del vil sagte sin fart og standse, når Ios sidste Fragment går under. Hvad derefter sker, ligger i Neiths hænder og er ikke kendt, end ikke af Taimin selv.”